Vilkår og privatliv for Tidsbestilling
Opdateret 18. okt. 2026
Tidsbestilling leveres af NordlundDigital, CVR 46851102, 8620 Kjellerup, mail@nordlunddigital.dk.
For firmaer
- Du får 14 dages gratis prøveperiode. Prøveperioden stopper af sig selv, og du bliver ikke opkrævet, medmindre du selv starter abonnementet.
- Abonnementet koster 149 kr. pr. måned inkl. moms og betales forud med kort via Stripe.
- Der er ingen binding. Du kan opsige når som helst, og abonnementet stopper ved udgangen af den betalte periode. Betalte perioder refunderes ikke.
- Er abonnementet sat på pause, kan dine kunder ikke booke online, men din kalender og dine bookinger bliver ikke slettet.
- Du er selv ansvarlig for at holde åbningstider og ydelser opdateret og for de aftaler, du laver med dine kunder.
- Vi gør vores bedste for, at tjenesten altid kører, men kan ikke love 100 % oppetid. Vores ansvar er begrænset til det beløb, du har betalt de seneste 3 måneder.
- Vi kan ændre prisen med 30 dages varsel på e-mail. Sletter du firmaet, slettes alle data med det samme.
Databehandling
Du er dataansvarlig for de oplysninger, dine kunder giver, når de booker (navn, telefon, e-mail og eventuel besked). NordlundDigital er databehandler og bruger kun oplysningerne til at vise dem for dig og sende bekræftelser, påmindelser og afbestillinger på dine vegne. Data ligger hos vores webhotel i EU (Simply.com), og mails sendes derfra. Bookinger slettes automatisk et år efter tidspunktet. Vi giver dig besked uden unødig forsinkelse, hvis der sker brud på sikkerheden.
For kunder, der booker en tid
Når du booker, får firmaet dit navn, telefonnummer, din e-mail og en eventuel besked. Oplysningerne bruges kun til din tid: bekræftelse, påmindelse dagen før og besked, hvis tiden bliver ændret. De slettes et år efter tiden. Firmaet er dataansvarligt – kontakt dem, hvis du vil have dine oplysninger slettet, eller skriv til mail@nordlunddigital.dk.
Bookingsiden sætter ingen cookies.
Du kan klage til Datatilsynet, datatilsynet.dk.